Gufmad

Kogebøger

Nedenfor finder du mine kogebøger med en kort beskrivelse af hver.

Gufmad 1 – Familiefavoritter

Gufmad 1 – Familiefavoritter

Denne bog handler om, hvad jeg mener er gufmad. For mig er gufmad de retter, som smager ekstra godt, som frembringer positive minder om hygge, og som gerne har en historie eller anekdote med sig. Det er både mad, hvor man kigger på sin kammerat eller veninde og siger “det er dæleme gufmad det her!”, og mad, hvor man mindes specielle situationer fra såvel barndom som voksenliv – dvs. det er retter, der har en speciel betydning for en selv. Gufmad er for mig ikke fin gourmetmad, trøstemad eller livretter, og mange af mine gufmadretter er hverdagskost.


Bogen er anderledes end de klassiske kogebøger på flere måder. Dens primære mål er at gøre det nemmere for amatører at lave god mad. Dette gøres ved at bringe viden om teknik og ingredienser, dele relevante opskrifter, vise hvordan udfordringerne i opskrifterne håndteres, motivere læseren gennem anekdoter og inspirere læseren til at arbejde videre med smag og smagsoplevelse.
Alt for mange betragter sig selv som dårlige til at lave mad. Men lærer du ikke at lave god eller bare middelmådig mad, så kommer du til at leve af dårlig mad en stor del af livet!
Med teknik, viden og tricks kan de fleste lære at lave spændende og velsmagende retter. Teknikkken og viden åbner maduniverset for amatørkokkene – sous vide tager gætteriet ud af tilberedningen, knivteknik tager tårerne ud af løgsnitteriet, og umami-rige ingredienser propper smag ind i retterne. God læselyst, men husk også at lave nogle af retterne!

Gufmad 2 – Italienske og Amerikanske Favoritter

Gufmad 2 – Italienske og amerikanske favoritter

Denne bog handler om, hvad jeg mener er gufmad. For mig er gufmad de retter, som smager ekstra godt, som frembringer positive minder om hygge, og som gerne har en historie eller anekdote med sig. Dens primære mål er at gøre det nemmere for amatører at lave god mad.
Som bog nummer to i serien, har jeg nu skiftet fokus fra familiefavoritter til at se på både kendte og måske mindre kendte italienske og amerikanske favoritter med pasta, pizza, barbecue, burgere og Tex‑Mex‑retter. Det er saftsusme også gufmad og faktisk meget nemmere at lave godt, end du måske lige tror. Jeg tager for givet, at fundamentet om smagsforståelse og teknik i køkkenet fra første bog er på plads hos læseren.

Gufmad Burgers

Gufmad Burgers

Med denne bog har jeg nu skiftet fokus til at se på en lille, men populær gruppe af retter – lækre burgere. De er saftsuseme også gufmad og faktisk meget nemmere at lave godt, end du måske lige tror. Jeg gentager lidt af fundamentet om smagsforståelse fra min første bog.

Burgere er for mig gufmad, da jeg klart husker, hvordan jeg sammen med mine forældre hentede lækre burgere, coleslaw og pomfritter hos ”Chicken & Burger”, der lå på Adelgade i Skanderborg. Deres ”Winner Burger” i starten af 1980’erne var min første burger (som jeg husker). Vi puttede coleslaw ind i burgeren, da mine forældre havde prøvet det i Chicago, mens vi boede der i mine første leveår. Vi nød burgerne fuldt ud og hyggede os sammen med maden og et par gode spillefilm på en VHS Movie Box, som vi havde lejet sammen med filmene. Det var gode tider!

For at sigte højt i denne bog viser jeg burgere fra nogle af de bedste steder i Danmark og i verdenen, så man kan sammenligne sig selv med dem og blive inspireret. Hvis vi ikke ved, hvad ”virkelig godt” eller ”verdensklasse” er, hvordan kan vi så selv sigte højt? Men jeg sigter også ”lavt”, for hvem kan sige sig fri for også at kunne lide en solid burger fra grillen om hjørnet eller en god klassiker fra burgerkæderne? Alt skal ikke være dyrt luksus, det skal bare være god mad!

Jeg prøver også at strukturere opskrifterne som en Masterclass, hvor du, hvis du tager udfordringen op, kan udvikle og skærpe dine evner til at lave burgere trin for trin indtil, at du selv kan opfinde dine egne burgere med spændende smagsoplevelser og balance i smagene.